Var i biografen i går, sammen med et par af mine dejlige veninder, og se filmen "Spis, bed, elsk". Skøn film som for mig bare var en nydelse at side og se.. fantastiske billeder og musik .. ja og min ynglingsskuespiller i hovedrollen.. Ellers er der delte meninger om selve filmen og dens handling blandt mine veninder. Filmen, som er en filmmatisering af bogen af samme navn, handlede om hvordan en kvinde som pludselig står i sit liv med en total følelse af at nok er nok. Det hele så ellers så fint ud.. godt job, dejlig mand og børn lige om hjørnet... Så efter en hård skilsmisse, en heftig affære og en afklaring om at det her går bare slet ikke.. vælger hun at hun vil rejse et år ud for at finde glæde, hengivenhed og balance.. Det gør hun så ved først at rejse til Italien for at finde glæden madglæden), til Indien for at finde hengivenhed og bønnens verden hos en guru..Dernæst videre til Indonesien for at finde ro og balance...
Efter filmen står vi ude foran og min dejlige veninde sukker dubt... "det ville jeg aldrig turde.. sådan at rejse alene ud i verden.. gudseklov har jeg mine børn som jeg kan bruge som undskyldning over for mig selv..." Lige der var jeg parat til at køre hjem pakke min kuffert og så smutte...På vej hjem i bilen sad jeg så og tænkte over det.. Skal man virkelig rejse ud i verden for at finde glæde, hengivenhed og balance??? Handler det ikke meget mere om den rejse vi bliver nød til at tage inde i os selv??? Den der starter med at vi stopper op og giver os selv lov til at mærke hvordan vi egentlig har det..... Efter at have sovet på det er jeg ikke i tvivl.. jeg rejser ikke langt væk.. jeg smutter lige ind og tjekker hvordan det ser ud inde i Anette og så er det helt sikkert nogle justeringer jeg må igang med .... god rejse...
