Sad her forleden dag og kiggede i kræftens bekæmpelses blad "tæt på kræft" fra juni... Jeg havde tidligere bladet det hurtigt igennem, men den dag faldt mine øjne lige på en artikel om en kvinde, som havde fået konstateret livmorderhalskræft og artiklen handlede blandt andet om hendes oplevelse af at få indvendig strålebehandling....
Hendes historie mindede på så mange punkter om min egen historie. Min indre film blev sat i gang og pludselig var jeg tilbage til dengang jeg selv var i behandling for livmoderhalskraft... Det som rystede mig mest var at det lød som om de stadigvæk ikke var klar over, hvor meget smerte, der er forbundet med at få indvendig strålebehandling i underlivet. Ikke selve strålerne, men det apparat de presser op i ens skede og helt op i bunden,....
Da jeg for 15 år siden fik indvendig strålebehandling var det på forsøgsniveau. Min oplevelse var at lægerne opfattede mig som hysterisk og de mente, at jeg måtte have nogle gamle traumer forbundet ved mit underliv, for det kunne umuligt være så slemt, som jeg gjorde det til. Hvilket de også skrev i min journal... Det var meget grænseoverskridende og hvis jeg ikke havde været så bange for at dø og godt vidste, at det jo var en del af behandlingen, ville jeg nok have taget mit gode tøj og var gået og aldrig kommet tilbage... Men jeg måtte tilbage, endda op til flere gange og hver gang måtte jeg igennem den samme diskussion for at blive bedøvet...
Nogle gange tænker jeg, at det er utroligt, at kvinder som har haft kræft i underlivet, hvor ens underliv er blevet sat til skue for alverdens læger og sygeplejersker, kan få et bare nogenlunde normalt forhold til vores underliv og til sex efterfølgende....Men det kan vi...
